Indadvendt brystvorte

Generelt

Tilstanden er forholdsvis almindelig og kan nemt operereres. Tilstanden skyldes for korte bindevævsstrenge omkring mælkegangene, som trækker brystvorten ind. Nogle kvinder med indadvendt brystvorte kan godt amme, men de fleste kan ikke. Ved operationen overskæres de korte mælkestrenge, hvorfor man ikke kan amme efter operationen, og det anbefales derfor, at man venter med operation til efter børnefødsler.

Forundersøgelse

Ved forundersøgelsen forklares operationen grundigt, og det forventet resultat og eventuelle komplikationer gennemgås. Du må meget gerne have en pårørende eller ven med.

Rygning

I forbindelse med al kirurgi anbefaler vi ophør med rygning fra to til seks uger før operation til 3 uger efter afhængig af operationens omfang. Denne operation er dog så lille, at det ikke har den store betydning.

Naturmedicin

Det anbefales at ophøre med al naturmedicin og specielt fiskeolie fra to uger før operation. Det kan genoptages dagen efter operationen. Meget naturmedicin hæmmer blodets koagulationsevne og kan derved give lidt mere blødning under operationen og efterfølgende blodansamling/blå mærker.

Procedure

Operationen foregår i lokal bedøvelse. Der lægges et lille snit på hver side ved ”foden” af selve brystvorten. Gennem dette kan mælkestrengene klippes over og brystvorten trækkes frem. Der vil blive anlagt en tråd under brystvorten, der hindrer, at den trækkes ned igen. Denne tråd skal sidde i fem uger. Selve det kirurgiske indgreb tager ca. 10 min.

Komplikationer

Det er yderst sjældent, mindre end en procent. Ved al kirurgi kan der opstå en lille blødning eller infektion.

Resultat

Arvæv kan trække brystvorten ind igen. Det er grunden til at tråden skal sidde i fem uger. Alligevel kan det ikke garanteres, at vorten ikke trækker sig ind på grund af arvæv. I så fald må operationen gentages, men mindre end 20 procent oplever dette. Der kan være varig nedsat følesans i brystvorten, og det kan ikke garanteres, at de to brystvorter bliver helt ens. Det holder livet ud, hvis brystvorten ikke har trukket sig ind efter 3 mdr.

Efter operationen

Der vil blive anlagt en støttende skumgummi forbinding med et hul i midten til brystvorten. Denne kan nemt skiftes, men bør anvendes til to uger efter tråden er fjernet, for at hindre et tryk på brystvorten.

Du er meget velkommen til at have en ven eller pårørende med til konsultationen.

Der skal gå mindst en uge fra konsultation til en kosmetisk operation.

Baldersbækvej 5, 2635 Ishøj. Hovednummer: 36 49 87 00.​ Speciallægeklinikken: 44 22 07 01. Fax: 36 77 75 68. 

Mail: info@normarkklinik.dk . Bankoplysninger: 5472 - 2011700.
Vi modtager ​Visa/Dankort  på Nørmark Privathospital.

Sponsorater: Nørmark Privathospital er sponsor for Rødovre Mighty Bulls Ishockey.​