Keilektomi

Formålet med operationen er, at forbedre storetåens evne til at bevæge i grundleddet, samt fjerne smerterne ved bevægelse i leddet. Ved operationen fjernes knoglefremspring på indersiden og oversiden af grundleddet, som forhindrer bevægelse, og som er medvirkende til smerte i leddet.

Samtidig renses leddet, og der fjernes arvæv.

På operationsdagen: Ved forundersøgelsen fik du udleveret smertestillende medicin (Ibuprofen 600 mg). Du skal tage 1 Ibuprofen samt 2 Panodil tabletter 2 timer før operationen.

Operation og efterbehandling på klinikken: Operationen udføres i lokalbedøvelse. Der bliver lagt bedøvelse ca. 6 steder og der lægges et snit på 7 – 10 cm. Efter operationen får du en hælsko på for at undgå, at du træder ned på forfoden. Den skal du benytte i 14 dage. Du skal have skiftet forbinding efter 1-3 dage her på klinikken, hvor du vil få et plaster på, som du højst må lade sidde til dagen efter. Stingene bliver fjernet efter 10-14 dage, og det sker også på klinikken. Sidste kontrol på klinikken finder sted efter 6 uger.

Efter operation – derhjemme: De første dage skal du holde foden så højt som muligt, for at undgå blødning og hævelse. Desuden mindsker det smerterne. Når forbindingen er skiftet her på klinikken efter to dage, skal du dagligt vaske og rense operationssåret med almindeligt vand og mild, uparfumeret, flydende håndsæbe. Hvis nødvendigt kan du sætte nyt plaster på til såret er tørt. Efter yderligere 2-3 dage skal du helst undgå plaster, da såret heler bedst i fri luft. Du skal efter operationen fortsætte med 1 Ibuprofen og 2 Panodil tabletter 3 gange dagligt, hver 8. time. Såfremt du har mavekatar eller mavesår, skal du kun anvende Panodil som smertestillende behandling efter operationen.

Vigtigt: Du skal transporteres hjem i bil, da foden skal holdes højt og i ro, hele vejen hjem. De første 2–3 uger vil du ikke kunne køre bil. Du skal beregne sygemelding i 4 til 6 uger. Der går ca. 3 måneder før man kan forvente at være kommet sig helt efter operationen. Det er meget vigtigt at du bevæger storetåen frem og tilbage flere gange om dagen, når den store forbinding er fjernet efter 2 dage.

Hvis der er noget du er i tvivl om, er du velkommen til at kontakte klinikken.​

Baldersbækvej 5, 2635 Ishøj. Hovednummer: 36 49 87 00.​ Speciallægeklinikken: 44 22 07 01. Fax: 36 77 75 68. 

Mail: info@normarkklinik.dk . Bankoplysninger: 5472 - 2011700.
Vi modtager ​Visa/Dankort  på Nørmark Privathospital.

Sponsorater: Nørmark Privathospital er sponsor for Rødovre Mighty Bulls Ishockey.​